Guide: Fire gratis oplevelser i Aarhus

30. December 2015

En hel lille verden af god smag og oplevelser

En tur i Bazar Vest er en oplevelse for de fleste. Det føles mest af alt som at træde ud af Aarhus og ind på et gigantisk madmarked langt herfra. Orientalske købmænd, arabiske bagere og grønthandlere med den friskeste frugt og grønt i byen ligger her side om side med persiske tæppehandlere og småbutikker med gaveartikler, tøj og smykker. I Bazar Vest kan man få timevis til at gå med at udforske de mange små boder og butikker, og her er også plads til børnene, der kan være heldige at få en smagsprøve på en spændende, eksotisk frugt eller måske en lækker kage fra konditoriet. Her ligger ligeledes en legetøjsbutik, hvor både store og små kan bruge lang tid på at studere det store udvalg.

Et trygt og rart fritidstilbud for de store børn

For de lidt større børn er legepladsen Børnenes Jord et besøg værd. Legepladsen er beliggende centralt i Aarhus C og passer godt til børn fra 5. klasse og opefter. På legepladsen bor der dyr som kaniner, geder, høns og fugle, og børnene har mulighed for at deltage aktivt i pasningen og plejen af disse. Her er ligeledes adgang til bordtennis, bordfodbold, billard og andre spil, ligesom at der ved legepladsen ligger et træværksted samt en række kreative rum, der står til fri afbenyttelse af byens børn og unge til eksempelvis lektielæsning eller lignende. Der er ansat pædagoger, som er til stede på legepladsen i hele åbningstiden.

Kom helt tæt på dyrene ganske gratis

Som så mange andre steder i landet ligger der også i Aarhus en dyrehave. Marselisborg Dyrehave ligger i Thors Skov syd for Aarhus By, og her finder man sika- og dådyrvildt samt vildsvin og ænder, der alle gerne må fodres efter anvisningerne. I Aarhus ligger også Natursamarbejdet, der er et økologisk naturcenter, hvor børn kan komme helt tæt på dyrene og livet på en bondegård. Her ligger ligeledes små køkkenhaver, hvor børn fra Aarhus Kommunes dagtilbud og skoler dyrker deres egne blomster og grøntsager til stor glæde for både store og små. Byen har således rigeligt at byde på for dyreglade børn, der får en unik chance for at lære om dyrene på børnenes egne præmisser.

Mød de gæve vikinger og lær om danmarkshistorie på en sjov måde

Besøg Vikingemuseet og tag med på en rejsetilbage til vikingernes tid. På museet kan du se de vikingefund, der er gjort i netop Aarhus. Således viser udstillingen blandt andet hegn, brønde, værktøj, dyreknogler, perler og keramik, der stammer helt tilbage fra omkring 800-tallet, hvor man ligeledes daterer et enkelt fundet menneskeskelet tilbage til. Mange børn vil finde det interessant at lære om fortiden på denne nærværende og håndgribelige måde, fremfor at sidde med de støvede historiebøger i skolen. For endnu flere gratis oplevelser for familien i dit lokalområde kan du med fordel læse vores forskellige guides og artikler her på siden. Her guider vi dig til de bedste gratis oplevelser i hele landet.
MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |