Smartphonebattle – iPhone 5 mod Samsung Galaxy S3

30. December 2015

 

I det ene hjørne: iPhone 5

iPhone 5 har været længe ventet blandt Apple-fans over hele verden – og her er hvorfor: Mobilen er intuitiv, let at betjene og frem for alt er den flot. Designet på iPhonen er efterhånden ikonisk, og med et endnu tyndere og lettere design kombineret med en større skærm, er iPhone 5 endnu et designmesterværk fra Apples hånd.

Apple har med 5’eren opdateret iSight-kameraet, der nu er på 8 megapixels, det loader hurtigere, og man har nu også mulighed for at tage panoramabilleder. Kameraet på forsiden, som man bl.a. kan bruge til FaceTime, er også blevet opgraderet til 1,2 megapixels. iPhone 5 kører på det nye Apple-styresystem iOS 6, der er et af de mest avancerede styresystemer til mobil, men det er samtidigt enormt intuitivt, og det gør, at telefonen bare virker. Surf på nettet, tjek mails, download apps, spil sjove spil – på iPhone 5 kan du så let som ingenting multitaske, og alt foregår gnidningsfrit.

Du kan automatisk synkronisere alt indholdet på din iPhone 5 til iCloud, så dine billeder, musik, kontakter med mere ligger på nettet, hvor du (og kun du) altid kan tilgå det.

De bedste grunde til at vælge en iPhone 5 er:  

  • Flot design
  • Super kamera med panoramafunktion
  • Intuitivt styresystem
  • Hurtig processor

·             

         I det andet hjørne: Samsung Galaxy S3

Det er ikke så tit, en ny smartphone opnår lige så meget hype og opmærksomhed som Apples iPhones, men det er ikke desto mindre sket for den nye Samsung Galaxy S3. S3’eren er efterfølgeren til den meget populære Galaxy S2, og blandt tech- og gadgetinteresserede er Samsung Galaxy S3 udråbt til det nye håb inden for mobilverdenen. Samsung Galaxy S3 er nemlig en enestående telefon, når det kommer til teknologi, for den er spækket med den nyeste og mest avancerede mobilteknologi. 

Galaxy S3’eren har f.eks. NFC-teknologi (det står for Near Field Communication), der gør det muligt f.eks. at overføre billeder, playlister og kontaktoplysninger ved at lade bagsiden af din Galaxy S3 røre en anden Galaxy S3. NFC muliggør også f.eks. at betale i supermarkedet med sin smartphone eller at købe togbilletter på stationen ved at berøre f.eks. en plakat med telefonen. Denne betalingsform er ikke for alvor nået til Danmark endnu men gør det nok inden for den nærmeste fremtid, og her er Samsung fremme i skoen ved allerede nu at have indtænkt NFC i Galaxy S3’eren. Et andet sted hvor Samsung er på forkant er ved at lave Samsung Galaxy S3 med 4G. 4G-nettet har været oppe at køre i noget tid i Danmark nu, men Galaxy S3'eren med 4G er en af de eneste mobiler på markedet med software, der understøtter 4G. 

En anden ting, som Samsung Galaxy S3’eren er kendt for, er den meget store og klare Super AMOLED-skærm, der giver dig en HD-oplevelse, når du ser billeder, film eller spiller spil på mobilen. Kameraet på Galaxy S3’eren fungerer også godt; det er på 8 megapixels, og du har mulighed for at bruge funktionen burst, hvor du skyder en serie på 8 billeder på under 3 sekunder og kan vælge de(t) bedste. Samsung Galaxy har ligesom iPhone 5’eren en lynhurtig processor, der gør det let og problemfrit at multitaske – du kan f.eks. skrive e-mails og beskeder, mens du ser en video i HD-kvalitet. Android-styresystemet kører også lynhurtigt på Galaxy S3’eren, og da Android er et meget fleksibelt styresystem, har du mulighed for selv at tilpasse din mobil med apps fra Google Play (og endda selv designe apps).

De bedste grunde til at vælge en Samsung Galaxy S3 er:

  • Nyskabende teknologi bl.a. NFC
  • Meget stor og klar skærm
  • Fleksibelt og super hurtigt styresystem
  • Rigtig godt kamera med burst-funktion

 

 

Resultatet:

Det er svært at kåre en klar vinder, for iPhone 5 og Samsung Galaxy S3 har hver deres styrker. Det er i hvert fald ikke en kamp, der kan afgøres på knock-out, for begge smartphones er kvalitetsmobiler med mange gennemtænkte og brugbare funktioner. Begge smartphones har hurtige processorer, der gør det til en leg at multitaske på telefonen, og begge mobiler har et lækkert 8 megapixel-kamera med mulighed for at optage video i høj kvalitet.

Dér, hvor de to mobiler adskiller sig, er primært på design vs. teknologi. iPhone 5 lægger i højere grad vægt på design og æstetik, mens Samsung Galaxy S3 i højere grad har fokus på avanceret teknologi. Det afspejler sig også i styresystemet: iOS er superlet at bruge og intuitivt, men det er ikke et open source system som android, og det er derfor ikke muligt at tilpasse på samme måde. Android tilbyder større fleksibilitet og mulighed for at tilpasse sin mobil præcis som man vil have den, men det kræver lidt mere teknisk forståelse.

Uanset hvilken af mobilerne du vælger, får du noget af det allerbedste mobilmarkedet har at byde på lige nu - så det er op til dig, om du vil have en superflot, æstetisk mobil eller en sej tech-mobil, der indeholder al den nyeste teknologi. 

 

MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |