Weekendophold ved Nationalpark Thy

30. December 2015

Nordvestjylland er i særdeleshed velegnet for indenrigsturisten, der gerne vil lære sit eget land lidt bedre at kende. Nationalpark Thy er ideelt for den, som gerne vil tilbringe et par dage med at få en unik del af Danmark lidt længere ind under huden. Man kan eventuelt kombinere med en anden ferieform - måske var en kombineret natur- og golfferie lige sagen?

 

Indviet som Danmarks første nationalpark 2008, strækker området sig over 244 km2 fra Fyret i Hanstholm i nord til Agger Tange i syd. Mod øst er der agermark og mod vest ligger havet.

 

Området er blevet formet af sandflugt over mange hundrede år, og indeholder ubeskriveligt smukke vistaer i form af klitplantager, søer, klitheder og kystområder. Her finder man de store vidder og den rene, klare stilhed.

 

Der er mange fantastisk smukke vandreture i og omkring nationalparken, eksempelvis til det fredede Lodbjerg Fyr, opført i svensk granit i 1883. Fra toppen af fyret kan man se hele den sydlige del af nationalparken, herunder blandt andet de sammenhængende klitheder, der strækker sig fra Lodbjerg helt til Stenbjerg, Agger Tange og Thyborøn Kanal. Der kan parkeres i nærheden af fyret. Der er en afmærket vandrerute med udgang og retur ved fyret.

 

Området byder på adskillige muligheder for overnatning, både lige i nærheden af parken og indenfor en rimelig kørselsafstand. Som ved så mange andre destinationer i Danmark anbefales det at være selvkørende.

 

Den seriøse vandringsmand og -kvinde vil vide dette allerede, men for andre skal der lyde et par gode råd. Først og fremmest, tænk på fødderne. Husk fornuftigt fodtøj, og helst noget, der er gået til i forvejen. Et løst, skridende underlag kan være meget belastende for led som ankler og knæ, og de forkerte strømper i ellers fornuftige sko kan give nogle imponerende vabler. Husk også at medbringe en lille rygsæk med tilstrækkelig med væske til alle deltagende, og også gerne et par müslibarer eller lignende. Der er ingen risiko for at blive borte, og der er såmænd også adskillige muligheder for både at drikke og spise i området, men der er tale om et til tider krævende terræn, der især om sommeren kan være endog meget tørt. Medbring også gerne en sammenrullelig vind- og vandtæt jakke - for eksempel en tynd fleecejakke med vindstop - og en hat eller kasket.

 

Thy skorter ikke på overnatningsmuligheder, lige fra vandrerhjem over bed and breakfast i diverse prisgrupper til femstjernede luksushoteller med alt inden for behandling, spa og anden selvforkælelse. Vejafstandene er ikke overvældende lange, omend man godt kan fornemme det sådan, når man for hver hundrede meter mødes af et nyt overvældende synsindtryk, som kræver lidt ekstra indsats for rigtig at blive opfattet. Faktisk er der mange vejstræk, hvor man får lyst til at vende om, bare for at se de samme ting fra den modsatte vinkel.

 

Alle danskere er født med havlængsel, og vikingeblodet fornægter sig ikke, når man kommer i nærheden af Limfjorden og den danske veskyst, hvad enten det er Vesterhavet eller Skagerrak, der ligger og glimter på den anden side af klitten.

 

Hvis man skulle gå og tænke på ferie eller et weekendophold i Danmark, og ikke helt kan beslutte sig for, hvor turen skal gå hen, er det svært at anbefale andre destinationer højere end Thy og især området omkring Nationalparken. God tur!

MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |