Jobansøgning - 2 overraskende vendinger, der får dig forrest i køen

30. December 2015

 

"Jeg er god til at have mange bolde i luften."
"Jeg trives med en travl hverdag."
"Jeg er en holdspiller."

Får den slags den ansvarlige for ansættelse til at klappe i hænderne og kalde dig til samtale med det samme? Man kan tvivle.

Her er til gengæld 2 vendinger, der kan gøre en forskel, når du skriver jobansøgning:

1) "Jeg har ingen erfaring med ..."

Ja, den er god nok. Vær ikke bange for at indrømme, at du ikke lever fuldt ud op til samtlige krav i jobopslaget. Det er der ingen af ansøgerne, der gør.

Ved selv at bringe det på bane viser du ærlighed - og du får chancen for med det samme at fortælle, hvorfor du alligevel skal have jobbet, fx. "... men jeg er lærenem og har flair for tal" eller "... men jeg forventer, at jeg via min store erfaring inden for [et andet vigtigt arbejdsområde] hurtigt vil tilegne mig den nødvendige ekspertise."

2) "Jeg søger jobbet, da jeg er på udkig efter løn- og ansættelsesvilkår, der modsvarer mine kompetencer."

Oftest er det et absolut no-go at nævne løn i en jobansøgning. Der er dog undtagelser:

Søger du job som provisionssælger, er det meget effektivt at skrive om dine store forventninger til lønnen: "Med mine mange års erfaring som sælger, heraf hovedparten af tiden med salg af et tilsvarende produkt, ser jeg hos jer en mulighed for at optjene en særdeles attraktiv provision."

Er du ansat på dårlige betingelser i dit nuværende job, fx. som elev/trainee eller bare til at en alt for lav løn, kan du med fordel skrive i din ansøgning, at du forventer en mere passende indtægt i et nyt job. Det viser, at du er bevidst om dit værd, har ambitioner og ikke er bange for at tale rent ud af posen.

Bemærk, hvordan formuleringen i overskriften i modsætning til "Jeg vil mindst have 30.000 kr. i løn!" handler meget lidt om penge, men i stedet lægger vægt på virksomhedens fordele ved at ansætte dig.

Det giver dig ikke bare gode chancer for at blive indkaldt til jobsamtale - det giver dig også et godt udgangspunkt til en eventuel lønforhandling.

Vær varsom!

De 2 vendinger er ekstremt effektive - men brug dem med omtanke. Du kan nemt komme galt af sted, hvis du bruger dem i de forkerte situationer.

Tænk dig om og brug din dømmekraft - og overvej, om du kan bruge tankegangen bag de to vendinger konstruktivt til at finde på andre vendinger til din egen jobansøgning.

MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |