Sådan gjorde jeg min drøm til virkelighed

30. December 2015

Jeg sidder her på en jævn, noget blæsende og kun pletvis solbeskinnet søndag og er fuldstændigt høj!
Det skyldes ikke (kun) at der har været 7 timers P7Mix marathon i "Bedste Boyband nummer nogensinde" men at jeg tilbragte timerne fra 10-13 med at undervise i fotografi og Photoshop.

Efter et veloverstået kursus - nummer 5 i rækken - kan jeg kun sidde tilbage med den bedste fornemmelse i maven og det bredeste smil på læben. Faktisk så bredt at jeg er nødt til at lægge hovedet på siden for at komme igennem døren.

For lige at gøre en lang historie kort, jeg er professionel fotograf og lever af at fotografere til dagligt og har gjort det i mere end 10 år.

Jeg har primært erhvervskunder og mine opgaver er som oftest portrætopgaver. Det kan være portrætter af personale til kundens hjemmeside men det kan også være stemningsbilleder til kundens PR og marketing materiale, men stort set altid noget med mennesker, hvad enten det er i den klassiske stillesiddende portrætform eller det er i "action" casestory form.

Dengang jeg startede som fotograf, der startede jeg fra scratch. Og jeg mener virkelig fra scratch!
Jeg vidste ingenting om blændetal, lukkertid eller iso værdi.
Jeg havde ikke meget forstand på det med dybdeskarphed og optikker og jeg vidste absolut intet om at arbejde med flashlys.

Jeg Googlede kurser i fotografi og Photoshop til mine fingre blødte, og jeg synes ikke rigtigt der var det helt store at finde. Jeg sad til langt ud på natten, badet i det blå lys fra skærmen og med helt firkantede, rødsprængte øjne for at finde sider -på dansk eller engelsk- der kunne fortælle hvordan jeg lavede "flot hud" og "hvide tænder" og jeg erfarede at på engelsk var det en sand jungle og det var langt fra alt der var særligt brugbart af det jeg støvede op, og på dansk var det bare vældigt begænset.
Der er dog slet en masse på den front siden. Meeeen jeg synes stadig at der manglede kurser der pegede i en specifik retning og som gik i dybden med de forskellige genrer indenfor fotografi, for der er immervæk forskel på om jeg ønsker at fotografere landskaber og arkitektur eller om jeg vil lave portrætter.

Jeg ønskede at "specialisere" mig. Men de fleste kurser var mere "al-round".

Nu her adskillige år, tonsvis af brølere, svært røde øjne og mange bitre erfaringer senere tænkte jeg at jeg ville dele ud af min viden. En viden om fotografi og Photoshop jeg har tilegnet mig ved mere end 10 års hårdt slid. En viden som kan komme mange glade hobby- og amatørfotografer til gode.

For at kunne formidle fototeknik, som kan være ret svært at forstå og få til at "sidde fast" hvis man ikke roder med det hver dag, så kræver det at man har været i kursisternes sko. Og det er jo lige præcis dét jeg har.
Jeg var, som nævnt tidligere, fuldstændigt blank da jeg startede med at lave stillfotos. Jeg vidste noget om video- og TV produktion, men intet om stillbilleder eller flashlys og slet ingenting om Photoshop.

Derfor startede jeg HPK Fotokurser Nu stod jeg så dér. Idéen var der, hjemmesiden blev banket op og jeg sad på nåle for at komme i gang med at dele viden om fotografiet og alt det man går glip af hvis man bare sætter sit kamera på "auto", og ikke mindst om alle Photoshops fortræffeligheder!
Jeg stirrede lidt på telefonen, og lidt på hoveddøren. Men telefonen ringede ikke. Og døren forblev nærmest hermetisk lukket.
Hey, hvad blev der lige af Wupti-så-vælter-det-ind-med-kursister-der-frådende-spænder-ben-for-hinanden-i-forsøget-på-at-komme-først-til-tilmeldingsblanketterne scenariet?!

Ja, jeg spørger bare...

Igen kan jeg kun konstatere at jeg altså ikke skal tro at jeg kan komme sovende til noget. Fordømt!

Nå, men jeg gik i tænkeboks for at finde ud af hvordan jeg skulle sprede budskabet. Jeg prøvede med lidt Facebook annoncer, de sædvanlige Google Adwords kampagner og det gav da også lidt, men ikke nok. Derfor besluttede jeg at prøve en metode som ikke ville være synderligt indbringende for mig, sådan rent økonomisk, og dog, måske på længere sigt.

Jeg valgte at udbyde et introduktionskursus på Downtown

Jeg solgte intet mindre end 103(!!!) kurser.
Jeg blev fuldstændigt overvældet af den enorme interesse. Og nu fangede bordet altså. Nu skulle der leveres!

Jeg valgte at se på det som at nu kunne jeg få lov til at bevise mit værd over for mere end 100 glade fotoentusiaster!
Det er da intet mindre end fantastisk. Så selvom at man er nødt til at sælge sig selv for ussel mammon, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at der skal blive solgt noget som helst, så er det måske dét værd i den sidste ende.
Nu får rigtigt mange mennesker nemlig kendskab til mine kurser og til mig som underviser ikke mindst, og så ligger det jo på min egen banehalvdel at gøre det godt nok, således at folk får lyst til at vende tilbage og deltage i flere spændende kurser.

Før har jeg faktisk været lidt bitter over netop fotografer der solgte sig selv på disse online kupon-tilbuds-sites til alt for lave priser og tænkt at det sikkert bare var "vildt ringe fotografer" der måtte ty til den slags metoder.
I dag kan jeg dog godt se fidusen i at få kickstartet en lille virksomhed ved at sprede lidt ringe i vandet med et "knaldtilbud" som rigtigt mange mennesker får serveret direkte til indbakken.
Lad mig dog samtidig lige understrege at virksomheder der gang på gang sælger samme ydelse/produkt til samme lave pris forstår jeg simpelthen ikke, så synes jeg at der tegner sig et billede af at det må være fordi kvaliteten af den ydelse/det produkt man sælger -det være sig om det er mad, foto eller skønhedsbehandlinger- ikke er høj nok!

For mig at se er det et godt springbræt til at få sat skub i en drøm, og ikke en kontinuerlig salgskanal. Hvis man kun kan sælge sin ydelse/sit produkt ved at servere knaldtilbud i tide og utide så er det simpelthen ikke godt nok, og så bør man da overveje om man måske skal skifte retning.

Nå, nu fik jeg alligevel gjort den korte historie vældig lang, men vi kom jo fra det der med at jeg var helt høj!
Det er jeg fordi at jeg nu har afholdt mit 5. kursus i rækken af Downtown Introduktionskursuser, og det er simpelthen forløbet over al forventning.

Jeg nyder virkelig kursisternes begejstring, indlevelse og entusiasme i fulde drag, og vice versa.

Dog skal jeg indrømme at det allerførste kursus jeg afholdte nok var en smule "slapt", ikke dårligt, men bare ikke helt så "tight" som jeg kunne have ønsket mig, og det skyldes at jeg aldrig før har afholdt den slags kurser her, og der er virkelig mange små faldgruber som jeg slet ikke havde haft med i mine overvejelser. Men allerede på 2. kursus i rækken havde jeg fået afviklet de fleste "børnesygdomme".

En af sygdommene bestod i, at alle deltagere ikke havde den samme software. Så selvom jeg i kursusbeskrivelsen havde noteret at man skulle have sin bærbare computer med Photoshop installeret med, så viste det sig at mange faktisk slet ikke havde Photoshop. Nogle havde i stedet for lightudgaven af Photoshop, som hedder Elements, andre havde Picasa eller noget helt tredie. Og grundtanken var jo at jeg skulle demonstrere nogle simple -men top fede- værktøjer i Photoshop som man kan booste sine billeder med, og så skulle alle prøve at gøre det samme på deres egen computer, med de billeder der var blevet taget på kurset. Men det er jo alt andet end lige en kende svært hvis over halvdelen slet ikke har Photoshop.

Men det er nu rettet til således at det er blevet en lidt mindre del af kurset, og det er blevet ændret til at jeg, via en projektor, demonstrerer lidt hurtige tips og tricks, og så kan man selv vurdere om det er et program man vil investere i.
Det er dog en bekostelig affære, for det koster vel omkring 7-8000,- kr at anskaffe, hvor i mod Elements kan fåes for lige under 1000,- kr.
Men det har da givet mig blod på tanden til at oprette kurser i Elements eller andre lidt billigere programmer til billedebehandling, da jeg nu har erfaret at det er de programmer de fleste hobbyfotografer -forståeligt nok- foretrækker, så det er dér der er et behov.

En anden sygdom var, at selvom der i kursusbeskrivelsen var lagt op til at kurset er en "introduktion" til fototeknik, foto og fotoshop, så havde kursisterne alligevel vidt forskellige niveauer. Nogle vidste rigtigt meget -rent fototeknisk- i forvejen og andre vidste slet intet, og det kan derfor gøre det rigtigt svært at gøre alle glade og tilfredse med tempoet og indholdet i undervisningen.
Men også her har jeg -synes jeg selv- formået at kunne rette lidt til. Bl.a benytter jeg mig lidt af dem der ved en masse,mig af dem der ved en masse, for en kursist der allerede ved en del, er jo en kompetence og den skal man da bruge, og de synes kun at det er fedt og motiverende at få lov til at være med til at hjælpe og demonstrere samtidig med at de også selv lærer en masse.

Jeg har brugt nogle evalueringsskemaer - hvor man skulle erklære sig "helt enig", "enig", "lidt uenig" eller "helt uenig" i forskellige udsagn, for at få en idé om hvorvidt kursisterne var glade og tilfredse og om de følte de havde fået noget ud af kurset, og (nu) jeg får lutter krydser i "helt enig", og jeg kan ikke andet end sprudle af glæde over dét faktum.

Det føles bare ubeskriveligt fedt at dele noget med andre, som får dem til at lyse op i begejstring og sige "nååårh, det er sådan man gør!"

Jeg har faktisk helt glemt undervejs i undervisningen at fremhæve alle mine fremragende kurser -som jo var dem jeg oprindeligt gerne ville "gøre reklame for" da jeg udbød dette introkursus til en meget billig penge på Downtown......
.......Men skal jeg sige jer noget...?

Jeg er sikker på at det kommer helt af sig selv nu.
Langsomt men sikkert. Rom blev ikke bygget på en dag.

"Share the good shit" og det kommer tifold tilbage til dig!

Jeg er ikke bange for at jeg nu har "givet det hele væk" og at deltagerne på introkurset skal tænke at "nu er der nok ikke mere at komme efter" og aldrig vender tilbage, snarere tværtimod.
Og jeg er sikker på, at hvis man kan lide måden undervisningen er blevet formidlet på, og man vil blive ved med at udvikle sit fotografi og sine færdigheder så kommer man igen.

Jeg glæder mig allerede til at afholde næste kursus!
MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |