Riv ravende forelsket i Rützou

30. December 2015

Hvad tænker I når i hører ordet Rützou? De fleste vil nok tænke på lækkert, smukt flagrende tøj -i dansk kvalitet. Det gør jeg bare ikke -eller det gør jeg også-, men det første, der falder mig ind er den gang jeg blev riv, ravende forelsket! Ikke i tøjet, men i den mand, som jeg dengang troede skulle blive den eneste ene, ham jeg ville løbe op ad kirkegulvet imod og som ville stå ud, når jeg råbte og skreg på barselsgangen i færd med at bringe vores første barn til verden. Og som mange år senere stadig ville elske mig på trods af min manglende evne til at genkende ham, savl i mundvigen og lilla paryk. Helt derud i evighedens marker... 

Som et rigtigt eventyr

Det skete i de dage, da jeg endnu var ung og smækker, med på noderne og havde troen på kærligheden i behold -og var langt fremme i skoene og forventningerne. Hvilket nu egentlig ikke er så længe siden, et par år, når det nu kommer til stykket, men det føles som mere end en evighed siden.

Det var Sankt Hans aften og jeg var sammen med mine piger fra min barndoms gade og som stadig holder ved her nu i vores sene tyvere. Vi var spændt op til lir og lurendrejerier, alle med vores nyeste puds. Mig med min smukke Rützou kjole, som var alt for kold til den danske sommer, men hvad pokker, man må lide for skønheden. Og da vi havde fået kævet os igennem vores medbragte kasse rødvin og sad i lumen fra bålet, glemte jeg alt om gåsehud og kolde tæer. Det var en af de her magiske lyse sommernætter og der var udover os fra bålet masser af liv og kærlighed i luften.

At falde, eller ikke at falde...

Og det var der jeg så ham, igennem røgen og rødvins sløringen. Han var helt fantastisk, som taget ud af et af de Skagens-malerier med hans hvide rib-strik og mørke bukser. Havde sågar en lille stråhat på -og en flaske vino i hånden. Bedøvet af den vin, som jeg selv havde i maven, stavrede jeg i mod ham -og snublede selvfølgelig over mine egne ben. Det er svært at gå med stilletter på en humplet græsmark med en liter billig rødvin i blodet. Jeg faldt bogstaveligt pladask for ham. Lige foran ham. Og rødmede symbolsk som vinen i min mundvig. Af uransaglige årsager fandt han mit stunt helt charmerende og uimodståeligt. Og vi levede lykkeligt til vores dages ende...

Havde det bare været den lykkelige slutning, så sad jeg jo nok ikke her, som en bitter kvinde, der ikke længere kan passe den fine kjole fra Rützou...

Revner i Rützou

Det gik hverken værre eller bedre end at vi rent faktisk var ganske lykkelige -troede jeg da- i næsten 2 år. Vi var livsnydere, tror jeg man kan kalde det, og nød hinanden og masser af mad i alle afskygninger. Han var kok. Og jeg elsker mad og tog hver ret han frembragte som et udtryk for hans udødelige kærlighed til mig. Og blev selvfølgelig større og større som månederne gik. Det generede ikke mig synderligt, havde jo allerede fundet manden, så hvorfor gøre sig til?

Det skal jeg sige jer.

I sidste uge, mens jeg stod og forsøgte at skrue mig ned i førnævnte kjole med det resultat at den sprækkede hele vejen ned langs sømmen i siden, så kom dommen. Han sagde at han ikke kunne genkende den pige, som han havde forelsket sig i den Sankt Hans aften. Og at han desuden havde på fornemmelsen, at det var hans mad og ikke ham, som jeg var forelsket i. Og så forlod han mig. Sammen med alle mine drømme om et langt og lykkeligt liv sammen.

Og nu sidder jeg her, 20 kilo tungere og en hel drøm lettere. Med en revnet kjole. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig. Men jeg ved hvad der står på menuen de næste mange måneder. Smalkost og cheasy-produkter. Og så vil jeg ud og finde mig en ny kjole. Og en ny mand, som kan bære en revnet kjole fra Rützou.

MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |