Karen by Simonsen -min bedste ven

30. December 2015

Jeg er for tiden ikke den store fan af mennesker. Vil faktisk gå så langt, som at sige at Karen by Simonsen er min bedste ven. Altså som i tøjet, ikke damen bag, hende kender jeg ikke. Men jeg er sikker på at hun er et glimrende menneske. Det må hun være. Ellers ville hun vel ikke kunne lave så smukt tøj, at det i disse trange tider er min største glæde i livet, ikke også. Og så er hun også tilpas uvirkelig for mig, så hun ikke formår at pirre min irritation, ligesom resten af befolkningen i dette land gør for tiden.

Der er kun en vej; ned!

Tag bare dagen i går...Mandag er i forvejen ikke min yndlingsdag. Det kræver lidt mere én almindelig anstrengelse at få det aldrende kadaver ud over sengekanten på en grå og fortrøstningsfuld mandag morgen, hvor kulden bider derude og en lang uge på kontoret venter, inden man igen kan gemme sig derhjemme under dynen, væk fra de forfærdelige mennesker derude. Så nej, ikke en god start på dagen.

Og så var der ikke mere kaffe. Ned af bakke. Og det duer ikke med urthe-the, det er ikke min kop the. Jeg skal have kaffe og gerne tre kopper inden jeg føler min bare nogenlunde klar til at møde den onde verden derude. Og mine kolleger, som altid, den er sikker hver gang, starter ugen med at fortælle den ene lange og kedelige historie efter den anden om deres vidunder børn, møg unger efter min smag, der har vundet et eller andet sygt dansestævne eller læst verdens mysterier her i weekenden. Jeg er ligeglad. Fuldstændigt ligeglad.

Det vil ingen ende tage

Men det må man ikke sige. Det er politisk korrekt at have en almen interesse for sine medmennesker. Det ved jeg godt. Så det er bare at knytte sylten og læggeansigtet i de rette folder. Og det gjorde jeg også denne morgen og gjorde mit bedste for at lukke ørerne for alt deres skvadren og knævren. Og det lykkedes mig faktisk at komme igennem dagen, uden at gå op i røg og damp af arrigskab. Det tager åbenbart ikke ende med de her ungers fantastiske bedrifter. Selv frokostpausen blev forpestet med fortællinger om vidunderne. Stavekonkurrencer og danseturneringer. Jeg forstår det ikke.

Men som sagt, det lykkedes mig og jeg kunne efter 8 timer ånde lettet op og haste mig ud af døren og søge ly og ro. Hjemme i min stille og mennesketomme lejlighed. Kunne slet ikke vente. Men så er der jo lige det der med udsalget, der sammen med vinteren raser derude, ikke? Og jeg måtte en tur indenom Magasin, man skal jo ikke gå glip af noget, vel, selvom man er mennesketræt og sky.

Var lykken vendt?

Og der, lige inden for døren, lå den! Den kjole fra Karen by Simonsen, som jeg så længe har drømt om, men ikke kunnet finde. Og den var på udsalg! Det var lige før jeg fik smil på læben! Jeg satte i løb, mod kjolen og var klar til at kaste mig over den. Da det skete. Burde ikke være overrasket, egentlig, men det var jeg nu alligevel. En af de her forbaskede teenagere overhalede mig indenom og hastede sig forbi mig og scorede kjolen. Lige for næsen af mig. Mage til frækhed! Findes der ingen respekt længere???

Mig og Karen by Simonsen

På vej hjem, tomhændet, blev jeg overøst af beskidt muddervand i en byge fra en forbikørende bybus. Det er klart. Og inden for døren fandt jeg en stribe af regninger, som jeg havde glemt alt om. Det er ikke min uge. Jeg har meldt mig syg i dag. Jeg magter ikke flere mennesker lige nu. Jeg vil blive herhjemme og hygge mig i ro og mag og ensomhed. Og sidde og kigge lidt på min garderobe. Tøj, det ved man da hvad er. Det bliver mig og min gamle kjole fra Karen by Simonsen de næste dage. Hende kan man stole på. 

MENU
0-100 | 100-200 | 200-300 | 300-400 | 400-500 | 500-600 | 600-700 | 700-800 | 800-900 | 900-1000 | 1000-1100 | 1100-1200 | 1200-1300 | 1300-1400 | 1400-1500 | 1500-1600 | 1600-1700 | 1700-1800 | 1800-1900 | 1900-2000 | 2000-2100 | 2100-2200 | 2200-2300 | 2300-2400 | 2400-2500 | 2500-2600 | 2600-7200 | 2700-2800 |